DQ / Peter Andersen blev for alvor landskendt, da han vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2007 med sangen Drama Queen.
Peter startede sin sangkarriere i bandet Turn on Tina i 1997, med sin imponerende imitation af Tina Turner, og har med dette band givet utallige koncerter på festivaler i Danmark og udlandet.
Som DQ har han i over 20 år lavet og produceret sit eget dragshow til store firmafester, internationale musikarrangementer og privatfester, og han har spillet fast for fulde huse i lidt over 16 år på Cafe Frederik i Esbjerg. Gennem årene har han optrådt med sit show i Danmark, Belgien, Holland, Norge, Sverige, England, Gran Canaria, Spanien, Italien, Finland, Estland, Irland, Tyskland, Frankrig, Thailand, Canada og Grønland.
Fra 2012 – 2019 har Peter også lavet revy og været fast skuespiller i Revyraketten, hvor han bl.a. har spillet sammen med Anne Herdorf, Ann Hjort, Ulla Jessen, Rasmus Krogsgaard, Jesper Søgaard, Kim Brandt, Randi Winter og Lars Arvad. Derudover har han også lavet revy på Hotel Østergaard, på Menstrup Kro og været med i RevyStriber i Strib.
Sommeren 2021 spiller Peter med i Rødvig Revyen, Revyperler.
Han har optrådt i diverse tv-shows – bl.a. Go’ morgen Danmark, Aftenshowet, Fredag i farver, Masterchef m.fl., og han er også en flittigt brugt konferencier/vært ved shows og events.